SÅDAN BRUGER DU BOGEN Er du den nye naturdetektiv? Kender du fx en zebraedderkop eller pragtbuksebi? I denne bog kan du lære at genkende almindelige arter i Danmark. Nogle af arterne er lette at finde, andre er lidt sværere. Måske bliver du endda mere opmærksom på alle de forskellige, flotte arter, vi nemt kan møde i den danske natur. Du kan bruge bogen året rundt. Måske er det en bog, du har fået i skolen? Måske er det en bog, du bruger sammen med dine venner eller familie, når I er ude i naturen? Når du har fundet en art, skal du lægge mærke til, hvordan den ser ud, og hvor du har fundet den henne. Det, du finder ud af om din art, skal du bruge på siden. Du kan fx også tage et billede af din art, det kan du sætte ind nederst på siden eller bruge til at tegne efter. Hvis du vil have ideer til, hvordan du kan blive bedre til at tegne dine arter, så kan du se denne film: Bagerst i bogen er der plads til dyr eller planter, som ikke er i bogen. Måske har du fundet en sej skorpionstæge eller en spændende svamp? Du kan bruge apps, når du vil bestemme den art, du har fundet. Det kan fx være gratis apps som: iNaturalist, Plantsnap, FugleApp, Naturbasen, Seek by iNaturalist og DOFs fuglebog. Forrest kan du sætte kryds ud for de arter, du har fundet. Er det mon dig, der først finder alle arterne? God jagt!