Side 12
10 middelalderen og margrete 1. baggrund For at få overblik over, hvad der er sket i tidens løb, opdeler vi historien i perioder. Hver periode har nogle særlige kendetegn. Du kender fx stenalderen og vikingetiden, og du ved, hvad der er særligt ved disse perioder. I dette kapitel skal du læse om middelalderen. I de fleste europæiske lande kalder man tiden fra omkring år 500 til år 1500 for middelalderen. Men i Danmark og de andre nordiske lande siger man, at middelalderen varede fra omkring 1050 til 1550. Nogle sætter 1066 som det præcise årstal for middelalderens begyndelse. Det år sejrede Vilhelm af Normandiet over den engelske konge Harold Godwinson i Slaget ved Hastings. Andre mener, at det er 1086, som skal være middelalderens begyndelse. Det år blev den danske konge Knud (den Hellige) myrdet – og herefter var det slut med vikingetogterne og vikingetiden. De fleste er dog enige om, at middelalderen i Danmark slutter ved reformationen i 1536. kristne, og kirken havde stor magt. I Vesteuropa tilhørte folk den katolske kirke. Paven i Rom var det religiøse overhoved for alle katolikker. Den katolske kirke havde en enorm indflydelse på danskernes hverdag. Kirkens folk (gejstligheden) holdt øje med, at folk opførte sig som kristne og levede som kristne. Fx skulle man gå i kirke, og bønderne på landet og borgerne i byerne betalte skat til kirken. Det skulle kongen og stormændene ikke. I stedet gav de gaver til kirken, som derfor blev meget rig. I løbet af middelalderen fik kongerne i Danmark mere magt. De opkrævede skatter og bestemte lovene. Kongen styrkede sin magt ved at samarbejde med biskopperne og ærkebiskoppen, der var leder af kirken. Kongen sørgede også for at have et godt forhold til stormændene. De skulle fx ikke betale skat, og de fik lov til at bestemme over de bønder, som boede i deres område. Hvad er særligt? Der er flere ting, der kendetegner middelalderen i forhold til vikingetiden. Fx var Europa blevet opdelt i stater, der hver blev regeret af en konge. Og så var de fleste europæere blevet d Billedet stammer fra en bog fra 1500-tallet, der i tekst og billeder fortalte om livet i middelalderen i Norden. På billedet ses en fiskehandel.
Side 13
11 Stændersamfund Den katolske kirke havde bestemt, at der var tre slags mennesker i det gode kristne samfund: Dem der bad, dvs. biskopper, præster, munke og de øvrige af kirkens folk. Så var der dem, der beskyttede samfundet, altså krigerne eller stormændene. De ejede som regel også flere gårde og godser. Endelig var der dem, som arbejdede og skaffede mad til kirkens folk og krigerne. I begyndelsen var næsten alle i denne gruppe bønder, men i løbet af middelalderen kom der flere håndværkere og købmænd. De boede i byerne og var en særlig gruppe, der blev kaldt borgerne. Fra omkring år 1400 var danskerne delt op i fire grupper, som blev kaldt stænder. Derfor siger man, at Danmark var et stændersamfund. Hver stand havde bestemte rettigheder og opgaver i samfundet. Tiggere og andre, der var udstødt af samfundet, tilhørte ikke en stand. Ingen ved med sikkerhed, hvor stor denne gruppe var. Men måske var det 1/10 af befolkningen. I dette kapitel kan du læse om, hvordan folk levede i middelalderen. Du kan også læse om kongen, om kongens magt og om hvordan en kongedatter fik magten og fik samlet Danmark, Norge og Sverige under en fælles konge. Stændersamfundet 1.Stand: Kirkens folk (gejstligheden) Kirkens folk skabte forbindelse mellem Gud og menneskene. De fortalte, hvordan man skulle leve og tænke som kristne. Kirken kunne straffe folk, hvis de ikke gjorde, som kirken sagde. Kirkens folk betalte ikke skat. 2.Stand: Stormændene (fra slutningen af middelalderen kalder man dem for adelen) Stormændene var kongens krigere og betalte ikke skat. De mægtigste stormænd var medlem af rigsrådet sammen med biskopperne. Kongen og rigsrådet havde magten i landet. 3.Stand: Borgerne Borgerne var håndværkere og købmænd. De betalte skat til kongen og afgifter til kirken. 4.Stand: Bønderne De fleste bønder var fæstebønder, der havde lejet deres gård af en godsejer. Resten ejede selv deres gårde. Bønderne betalte skat til kongen og afgifter til kirken. Var man fæstebonde, skulle man også betale leje og andre afgifter til godsejeren (denne kunne både være en stormand, kirken eller kongen).
